Design af teledialog

Author(s): 
Andersen, Lars Bo; Danholt, Peter & Lauritsen, Peter
Year: 
2014
Title: 
Design af teledialog - En problematisering af partnerskabet mellem ANT og Participatory Design
Type: 
Conference paper
Publisher: 
Danish Association of Science and Technology Studies

Dette paper blev præsenteret på Dansk STS (DASTS) konferencen i Roskilde d. 12/6 – 2014 i et track om design af teknologi.

Paperet er et indlæg i en teoretisk diskussion omkring vilkårende for design og forsøger at ”besværliggøre” hvad det vil sige, at inddrage brugere i designprocesser (f.eks. anbragte børn og unge i design af Teledialog).

Hensigten er at skabe en konstruktiv (og vedvarende) usikkerhed omkring hvad det vil sige at brugerinddrage. Tilhørende paperet er en række empiriske eksempler, der blev vist på et powerpoint, men som ikke er medtaget her.

Paperet er også tilgængeligt her: http://teledialog.au.dk/notater-og-publikationer/partnerskabet-mellem-an...

Omdrejningspunktet for denne præsentation er overvejelser om hvordan aktør-netværks teori (ANT) kan udgøre en forskel for participatory design (PD).

Vores afsæt er et nystartet design- og forskningsprojekt kaldet Teledialog, som har til formål at udforske mulighederne for en nærmere, hyppigere, ‘bedre’ kontakt mellem anbragte børn og deres kommunale sagsbehandlere ved hjælp af IT.

Konkret er der tale om et samarbejde mellem Aarhus Universitet, KORA, 8 kommuner, 32 sagsbehandlere og lige så mange anbragte børn og unge, samt en række rådgivere.

Over en periode på 2 år skal forskellige brugere være med til at designe og udvikle et koncept for teledialog mellem sagsbehandlere og anbragte børn og unge.

Gennem vores baggrund i STS og ANT er vi dog udfordret omkring hvad det vil sige, at inddrage brugere i udviklings- og designprocesser. Særligt når vi abonnerer på en forståelse af brugere og deltagelse som altid andetsteds - dvs. som en situeret instantiering eller konfiguration af et sammenrend af mangfoldige andre spredt over tid og sted.

Vi nærer således en skepsis overfor en grundlæggende humanistisk og modernistisk forståelse af brugere som afsluttede og konsistente subjekter, der meningsfuldt kan udgøre troværdige samarbejdsparter i design processer. Samtidig med at vi - af de samme grunde - finder inddragelse og interaktion mellem aktører som ikke blot væsentlig og givende, men også uundgåelig.

Baseret på ANT og feministiske STS-bidrag har vi en forståelse af brugere som situerede, delvise, distribuerede, heterogene divider - sagt med et begreb fra Strathern. Man kan med inspiration fra Isabelle Stengers formulere det således, at vi er skeptiske overfor brugere som middel til design, og ønsker i stedet at insistere på en forståelse af brugere som problem for design i den forstand, at de både er nødvendige og uomgængelige, men også konstruerede, flygtige og modsætningsfyldte. Deres repræsentation og agens må derfor i udgangspunktet ikke være en autoritet for godt design, men derimod en uklar og flertydig problematik, der til stadighed udfordrer hvordan, hvor og hvornår, der designes, af hvem, og til hvis fordel.

Latours udfordring til design

I de senere år, har vi set en gensidig interesse og engagement mellem ANT og PD / design. Bl.a udtrykt ved Latours arbejde med Making Things Public og hans seneste bog: An inquiry into Modes of Existence.

I Making Things Public introducerer Latour ved hjælp af Heidegger forståelsen af tinget. Ting konnoterer såvel det afgrænsede, veldefinerede og som sådan black boxede objekt eller genstand - altså det som fremstår for os som samlingen eller forsamlingen af en flerhed af elementer, der tilsammen skaber eller forhandler et ‘hele’. Ligesom vi kender det fra eks. et folketing.

Latours pointe med denne dobbelte betydning er ikke at opstille en absolut modsætning, men i stedet at påpege, at ting-som-genstand er et udkomme af en forhandlingsproces i et ting af heterogene elementer.

Latour knytter således nært an til Gabriel Tardes forståelse af at enhver enhed, aktør eller objekt egentlig er at anse som et samfund - altså en mangfoldighed.

Denne tings forståelse indbyder til en forståelse af design produktet som bestående og afhængige af mange heterogene elementers associering og overenskomst - en flerhed der agerer som en enhed.

Men tings forståelsen indbyder også til inklusion af genstande og teknologier i det sociale, politiske og demokratiske. Når tingen beskrives og forstås som tinget, opstår en opmærksomhed på design som en fælles retning eller beslutning og designproduktet som det der rummer denne retning.

Latours tings-forståelse har vundet genklang blandt PD forskere og designere. Den synes at beskrive og indfange design praksis på en adækvat måde. Ting - som i genstande og teknologier - skabes, designes og bringes til at virke gennem ting - forstået som demokratiske processer og møder mellem en mangfoldighed af aktører og interesser - humane såvel som non-humane.

Med dette afsæt fremsætter Latour en ros til designere som en forsigtig Prometeus (Cautious Promethea). Latour foretager således, ifølge os, en helgenkåring af designeren som en aktør, der er beskeden, processuel og inkluderende. Men han opstiller også en udfordring til design.

“Now here is the challenge. In its long history, design practices has done a marvellous job at inventing the practical skills to draw objects, from architectural drawing, mechanic blueprints, scale models, prototyping etc. But what has always been missing from those marvellous drawings (designs in the literal sense), are the controversies and the many contradicting stakeholders that they bears with it. In other words, you in design as well as we in science and technology studies may insist that objects are always assemblies, “gatherings” in Heidegger’s meaning of the word, or things and Dinge, and yet, four hundred years after the invention of perspective drawing, three hundred years after projective geometry, fifty years after the development of CAD computer screens, we are still utterly unable to draw together, to simulate, to materialize, to approximate, to scale model, what is a thing.”

Udfordringen fra Latour består således i at design skal udvikle sin praksis mod at skabe fyldestgørende og adækvate repræsentationer, der kan udtrykke kontroverser, det uensartede og modsætningsfyldte i designprocesser. Sagt på en anden måde ønsker Latour, at fokus bevæger sig væk fra tingen som objekt og altså endepunktet for en proces, til tinget som processen der leder til objektet. Opfordringen/udfordringen lyder altså kort og godt at design skal blive bedre til at beskrive processer frem mod design produktet snarere end se dem som blot midler til et mål og et produkt.

Vi kan tilslutte os dette fokus, men mener desuden at ANT skaber grundlag for nogle andre udfordringer for design som leder ikke så meget til et bestemt forehavende for design, men derimod til en destabiliserende og forstyrrende attitude til design. Sagt på en anden måde mener vi at ANT på et iboende, immanent niveau blokerer for visse antagelser og forhåbninger forbundet med design, men samtidig åbner op og frisætter design på andre måder.

I underskud og udfordret

Med afsæt i ANT og feministiske STS-bidrag, er intet blik eller følsomhed komplet, men altid kun partiel og delvis, og derfor altid i underskud og udfordret.

Designeren er lige såvel som alle andre delvis og situeret og derfor er den grundlæggende præmis for design altid eksklusion snarere end inklusion. Nemlig eksklusion af alle de forhold og aktører, hvis deltagelse undviger såvel designer som design-ting. Der kan ikke være noget God-trick i design.

Ligeledes tager vi afsæt i forståelsen af, at agens og handling altid er andetsteds - det besiddes ikke, men bevæger sig med og igennem os og bevæger os. Vi bringes altid til at handle ved hjælp af en mangfoldighed af andre spredt i tid og sted.

Koblingen af disse to præmisser: delvisheden og agensens andetsstedshed betyder at designprocesser konfigurerer og enacter brugere i lang række henseender – forestillingen om en autentisk bruger lader sig ikke etablere.

Brugere kan således ikke tages for givet og enhver designproces må jf. Stengers konstant spørger sig selv hvordan og på hvilke præmisser brugere sættes i stævne og konfigureres. Og hvorvidt de arrangementer hvori brugere sættes sat i stand til ytre sig, er de rette, om de er ’gode’ og hvad det i øvrigt indebærer og om arrangementet, iscenesættelsen lader/tillader brugerne at ’yde modstand’.

Men delvished og agensens andetstedshed medfører også at hverken designeren eller brugeren eller de to tilsammen styrer processen. Ingen besidder kontrollen over processen. I stedet er den principielt løssluppen og løsagtig – ubesiddelig og aldrig nogens fuldt ud – men derimod overraskende, springende, andetsteds. En trickster jf. Donna J. Haraway. Denne processens åbne, multi-liniære og grundlæggende uregerlige kvalitet bidrager således til at blokere, opbløde og forstyrre forestillingen om at udfaldet af processen kan forudbestemmes.

Delvisheden og agensens andetstedshed blokerer således for en instrumentel forståelse af brugere og designprocesser som midler til et mål. Samtidig bliver brugere og processen interessant og genfortryllet. Når det antages som et uomgængeligt vilkår for processen, at den vil undslippe kan vi kun blive nysgerrige på hvad den mon vil bringe, og hvor den vil ’løbe hen’. Det er ikke længere op til os at styre den, vi kan kun forsøge at indvirke på den. Det sker et skift fra et fokus på styring til påvirkning.

Design-tinget er noget vi må opspore

Med hensyn til Teledialog er vores udgangspunkt derfor, at såvel designere som brugere er af samme type, dvs. situerede, delvise, distribuerede, heterogene ‘divider’ -- for igen at bruge Stratherns begreb. Her er tinget ikke noget vi kan arrangere, men derimod noget vi konstant må spore i juridiske dokumenter, i kommuner og institutioners organisering, i servere og licensaftaler, i anbragte unges personlige forhold, i software og hardware og ikke mindst i vores egen forskningspraksis.

Dette teledialog-ting er både noget, der undviger os -- noget hvori vores indsigt og placering er usikker og partiel -- men samtidig også noget vi i vores praksis er medskabere af.

Førstnævnte kommer f.eks. til udtryk ved, at alt i mens vi arrangerer workshops, er de forskellige kommuner allerede ved at tage projektet i nye og forskellige retninger.

Sidstnævnte kommer til udtryk ved den måde, vi har søgt at gøre Teledialog til et muligt samlingspunkt for flere forskellige aktører.

Eksempelvis har vi taget afsæt i en rapport fra børnerådet, der på vegne af interviews med en lang række anbragte børn og unge efterlyser en bedre kontakt til sagsbehandlere.

Det har på forhånd konfigureret anbragte børn og unge som brugere i projektet, hvilket fastholdes af fondsansøgninger og lignende. Det betyder dog ikke, at netværk og plejefamilier ikke også er potentielle brugere, der samtidig indskrives andre steder af andre designere.

Bruger-identiteten ‘anbragte børn og unge’ polariseres desuden yderligere af de deltagende sagsbehandlere igennem hvilke udvælgelsen af anbragte nødvendigvis må gå. De har forskellige måder at vurdere hvilke anbragte, der kunne have gavn af teledialog, hvor udsatte de må være, samt hvor teknisk ressourcestærke de nødvendigvis skal være.

Datatilsynet og persondataloven har ligeledes deltaget i at fastsætte Teledialogs bruger-identitet. Uanset hvilke børn og unge, der medtages i projektet, vil de blive konfigureret som borgere i dialog med det offentlige, og derfor som brugere, der insisterer på sikker opbevaring af deres personfølsomme oplysninger.

Endelig overskrides de anbragtes krop ligeledes af et bagland af biologiske forældre, kærester, pædagoger, institutioner og venner, der medierer og former deres deltagelse i Teledialog.

Pointen er således, at selvom vi i skrivende stund kun i begrænset omfang har involveret anbragte børn og unge forstået som fysiske subjekter, så har en række andre aktører -- os selv medberegnet -- allerede indvirket på en bestemt bruger-identitet, der igen allerede har deltaget ved at nødvendiggøre en lang række hensyn.

Det er vigtigt at påpege, at disse former for deltagelse foregår før, efter og rundt om de traditionelle design workshops, at de ikke afhænger af subjekter på tinge, men derimod er distribuerede og medierede.

De anbragte former altså allerede projektet selvom vi endnu har et par uger til deres fysiske involvering. De kan ikke undsige sig relationen til de identiteter, der løbende bliver konfigureret andetsteds. Deltagelse skal derfor sættes i pluralis og fordeles på tværs af tid og sted. Der er hele tiden deltagelser forskellige steder i et designprojekt som Teledialog.

Konklusion

Vi har argumenteret for at ANT og STS skaber en bestemt relation til design og design praksisser, som er anderledes end den Latour lægger op til. Vores bidrag er således også et forsøg på at udpege hvad ANT kan bidrage med til design.

Vores pointe er, at ANT etablerer nogle blokeringer for design – nogle benspænd – men nogle blokeringer som vi mener er produktive i en bestemt forstand. De er produktive idet de hele tiden kræver af os, at vi forholder os til hvordan brugere konfigureres i designprocesser. Brugere fungerer som problem, ikke løsning, for design - eller måske mere præcist som både problem og løsning på samme tid.

Ligeledes anspores vi som projektmagere til at være nysgerrige følgere af processen eftersom vi ikke gør os forhåbninger om at det er vores proces, men altid vores og mangfoldige andres. Vilkåret bliver således at virke gennem påvirkning, og påvirkning er situeret, partikulær og omfanget af dets konsekvenser umulige at forudane.

ANT stiller os i den situation, at vi er interesserede i brugere og deres inklusion som aktører, der bidrager til at oversætte, transformere og udfordre designet og processen - altså som nogle der gør en forskel, vi ikke kan beherske. Samtidig kan vi ikke tilskrive brugerne autoritet og ansvaret for designet da de selv er konfigureret og enacted igennem selvsamme designproces.

Den produktive spænding der opstår med ANT er således, at der ikke gives nogen bekvemme eller nemme adskillelser mellem aktørerne, altså dem vi i ord alt for let identificerer som henholdsvis brugere og designere.

Udfordringen bliver derfor gode konfigurationer af brugere i stedet for korrekte repræsentationer – førstnævnte udtrykker og påpeger at der er tale om konstruktion, mens sidstnævnte abonnerer på klassisk og ikke-konstruktivistisk repræsentationsforståelse.

Vores pointe er, at ANT i stedet for at være værktøj til beskrivelse eller en konkret metode for design, så fungerer ANT som irritation og forstyrrelse af design. Men dette er en produktiv forstyrrelse i det den leder os til en kontinuerlig spørgen til og ‘uneasyness’ med vores design processer og en skærpet opmærksomhed over vores engagement med brugere og hvordan de og vi (og alle mulige andre) påvirker/gør processen og hvordan vi og de (og alle mulige andre) påvirkes/gøres i de processer vi indgår i.

Ligeledes leder ANT os til at betragte og værdsætte projektets/processens uafgrænsede karakter, hvilket åbner op for og tillader projektets spredning og men også en åbenhed overfor hvad andre kan gøre med det, hvilket må betragtes som en basal intention ved inkluderende design.